Vejret på Bali kan – ligesom i mange andre østasiatiske lande – inddeles i den tørre og den våde sæson. Sandsynligheden for regn er størst i den våde sæson, men alligevel kan du ikke være helt sikker. For nogle gange overrasker det også de lokale, hvor våd en tør sæson kan være, og hvor tør en våd sæson er.
Temperaturen på Bali ligger til gengæld på nogenlunde de samme cirka 30 grader hele året rundt. Varmen kan du derfor altid regne med.
Vejret på Bali i den tørre sæson
Den tørre sæson ligger i april, maj, juni, juli, august og september. Det er også højsæson for turismen på Bali, især i månederne juli og august, og dermed også de dyreste måneder at rejse i. Især i juli og august kan priserne på flybilletter næsten fordoble sig.
Klik her for at se hvad en flybillet til Bali koster >>
Selvom det kaldes den tørre sæson, kan du godt opleve regnbyger alligevel. Ofte vil de være af kort varighed, så du næsten ikke bemærker det, og med den høje luftfugtighed kan det føles helt rart at få skyllet luften lidt igennem en gang imellem.
Hvis du ikke er så glad for varmen, men stadig gerne vil rejse i Balis tørre sæson, skal du søge mod den centrale del af Bali, fx byen Ubud. Denne del ligger højere oppe grundet vulkanerne, så der er en dejlig, kølig brise, der får temperaturene til at synes lavere sammenlignet med de lavereliggende kystområder.
Det skal du pakke i kufferten:
Aftenerne kan godt blive kølige i den tørre sæson, især hvis du opholder dig i den centrale del af Bali nær vulkanerne. Det er en god ide at pakke en lun trøje og måske et par sokker. Om dagen er der til gengæld varmt og solrigt, så her skal du passe på ikke at blive forbrændt. Husk en god solcreme og en solhat.
Klik her for at se en komplet pakkeliste til Bali >>
Vejret på Bali i den våde sæson
Den våde sæson ligger i oktober, november, december, januar, februar og marts. Det kaldes også for Balis lavsæson, men faktisk er det en højsæson for surfere. Her er bølgerne nemlig på sit højeste, fordi det blæser lidt mere ved kysterne i denne periode. Især er oktober en rigtig god måned for vandsport såsom snorkling, dykning og surfing.
For dig, der gerne vil “bag om turismen” eller spare penge på flybilletten og overnatningerne, kan denne sæson også være ideel at rejse i. Det er en stille sæson, hvor der ikke er så travlt på hotellerne, restauranterne og seværdighederne, så du kan få det lidt mere for dig selv samtidigt med, at priserne er 30-50 % lavere.
Temperaturen er stadig omkring 30 grader, og luftfugtigheden er temmelig høj. Især i december og januar vil luftfugtigheden være så høj, at t-shirten klistrer lidt til kroppen.
Hvis du rejser i den våde sæson, skal du være opmærksom på, at det er en våd sæson, og du kan være uheldig, at der kommer daglige regnskyl. Ofte vil regnen falde om natten eller komme et par timer om dagen, og det er heldigvis stadig usandsynligt, at du vil opleve flere dage i træk med regn.
De seneste par år har oktober og november været næsten regnfrie, så du kan altså være heldig ikke at opleve en dråbe på din ferie i den våde sæson. Til gengæld har december og januar fået nogle ordentlige regnskyl, der har forårsaget mindre oversvømmelser på veje og stier. Sådan kan vejret på Bali være utilregneligt på både den gode og dårlige måde.
Det skal du pakke i kufferten:
Luftfugtigheden i den våde sæson er på sit højeste, så pak let og åndbart tøj, du kan holde ud at svede i. Fx bomuld og silke, som også tørre hurtigt igen. Derimod behøver du ikke at pakke en paraply, for du kan købe dem alle steder i den våde sæson – enten billigt på markeder eller af en gadehandler, som med garanti dukker op, så snart de første dråber viser sig.
Klik her for at se en komplet pakkeliste til Bali >>
Vejret på Bali året rundt
På grund af de høje og stabile temperaturer på Bali, kan du sagtens nyde en god ferie året rundt. Der findes som sådan ikke et dårligt tidspunkt at rejse til Bali på, men selvfølgelig er sandsynligheden for regn større i den våde sæson end i den tørre.
Måned | Sæson | Gns. temperatur |
Januar | Våd | 30 °C |
Februar | Våd | 30 °C |
Marts | Vejret skifter | 30 °C |
April | Tør | 30 °C |
Maj | Tør | 30 °C |
Juni | Tør | 30 °C |
Juli | Tør | 30 °C |
August | Tør | 30 °C |
September | Tør | 30 °C |
Oktober | Vejret skifter | 30 °C |
November | Våd | 30 °C |
December | Våd | 30 °C |
Vandet har i øvrigt altid en god badetemperatur, så hop du bare i!