Den gennemsnitlige rejsetid til Bali er cirka 17½ timer.
Du kan ikke flyve til Bali uden mindst én mellemlanding, men ofte er denne med en kort varighed af cirka 1-1½ time, som du kan udnytte til at strække benene og få tanket op med proviant til flyturen. Tager du en flyvning med 2 mellemlandinger, vil rejsetiden gennemsnitligt ligge på cirka 23 timer.
Du kan flyve fra Københavns Lufthavn eller Hamborg Lufthavn, men rejsetiden til Bali er stort set den samme fra begge lufthavne.
Udnyt din rejsetid til Bali bedre
Du kan ikke undgå at have en mellemlanding på din rejse til Bali, så du kan lige så godt få det bedste ud af den. De forskellige flyselskaber har mellemlandinger forskellige steder, og måske kan du gøre mellemlandingen til en del af din rejseplan, så du får set 2 destinationer på samme rejse. På den måde føles rejsetiden til Bali heller ikke så lang.
Her er et overblik over flyselskaber og mellemlandinger:
Thai Airways | Mellemlanding i Bangkok |
KLM / Singapore Airlines | Mellemlanding i Singapore |
Qatar Airways | Mellemlanding i Doha |
Emirates | Mellemlanding i Dubai |
SAS | Mellemlanding i Singapore / Hong Kong |
Flyver du med Thai Airways kan du gøre et stop i Bangkok på vejen og indsnuse lidt af den hektiske, asiatiske storby, enten på udrejsen eller hjemrejsen. Med Thai Airways vil din rejsetid til Bali være på cirka 18½ timer.
Flyver du med KLM eller Singapore Airlines kan du gøre et stop i Singapore – det topmoderne og velhavende “lille” land i Asien. Med KLM vil din samlede rejsetid til Bali være på cirka 20½ timer.
Flyver du med Qatar Airways kan du gøre et stop i Doha og opleve den arabiske ørkenkultur i en ny, moderne businesskontekst. Med Qatar Airways vil din samlede rejsetid til Bali være cirka 17½ timer.
Flyver du med Emirates er mellemlandingen i Dubai, og her er det oplagt at shoppe lidt amok eller lege baron/baronesse for en dag i den rige hovedby. Din samlede rejsetid til Bali vil være cirka 19 timer.
Flyver du med SAS, kan du snuppe en af de flyvninger, hvor mellemlandingen er i Hong Kong. På den måde kan du tilføje et kinesisk krydderi til din Bali-ferie. Den samlede rejsetid med SAS vil være cirka 19½ timer.