Hvordan er det at rejse med børn i Vietnam?

Vietnam er et stort land. Der kan være hektisk i storbyerne, og trafikken skal man absolut have respekt for. Når det så er sagt, kan vi kun anbefale dig at tage børnene med til Vietnam.

Du kan sagtens rejse med børn i Vietnam og føle dig tryg. Mange danske familier har allerede været af sted og er kommet hjem med rygsækken fuld af oplevelser. For gennem barneøjne er Vietnam helt fortryllende. Gaderne er farvestrålende, markederne gemmer både på eksotiske frugter i massevis, men også skøre fisk og fødevarer, som muligvis høster et par “aaaad” med på vejen.

Piger vil elske at kigge i butikkerne med flotte, farverige kjoler, hvorimod krigshistorien har det med at fascinere drengene, især museet med tanks og våben. I kan tage sejlture med luksusbåde eller små, lokale træbåde, og I kan suse igennem landskabet i tog. Dine børn vil opleve det hele som et eventyr.

I Vietnams storbyer med børn

Når man rejser til Vietnam, lander man typisk i én af landets to største lufthavne, som er beliggende i Hanoi (Nordvietnam) eller Ho Chi Minh (Sydvietnam). Begge byer er overraskende familievenlige, selvom de samtidigt er store og hektiske. I Vietnam forstår de at kombinere det hektiske storbyliv med idylliske åndehuller i form af parker og naturarealer. Det er ofte til stor gavn og glæde for familier, der rejser med børn i Vietnam.

Hanoi er en storby, der har plads til afslapning. Trafikken og menneskemyldret kan være kaotisk, men omme på den anden side af vejen kan du altid finde grønne omgivelser i en af Hanois mange parker. Her går tiden langsommere, og livet leves i et mere roligt tempo.

I parkerne er der mange aktiviteter for både børn og voksne. Hvis I fx besøger den nordlige ende af Hien-Kiem søen er vanddukketeatret ret populært. Her står dukkeførerne i vand til livet og føre dukkerne ved hjælp af en masse bambusstænger. I Hanois botaniske have kan I nyde parken på ryggen af en svane, som i virkeligheden er en vandcykel. For den aktive familie er der mulighed for at leje rulleskøjter, deltage i yoga eller andre sjove lege og aktiviteter i parkerne.

Ho Chi Minh er endnu større end Hanoi. Her kan du tage børnene med på et af Vietnams mest kendte markeder, Benh Thanh markedet. I kan finde alt fra tøj, elektroniske gadgets, legetøj og slangekød på dette marked. Børnene vil med garanti blive tryllebundet af farverne, glimmeret, lydene, lugtene og lyset. Det er nemlig en rigtig sanselig oplevelse for hele familien.

Sydvietnam, hvor Ho Chi Minh ligger, er generelt lidt varmere end Nordvietnam. Det kan være rart at blive kølet ned indimellem, og et populært sted for børnefamilier at gøre det er Dam Sen Water Park, der ligger i den sydlige del af Ho Chi Minh. Det er en fornøjelse for hele familien, da vandlandet både har en kæmpe jacuzzi og store vandrutschebaner.

Vietnams krigshistorie kan være voldsom, men den kan også være fascinerende, især for drengene, der synes, at militære køretøjer og våben er seje. Ikke langt fra Ho Chi Minh ligger Cu Chi tunnelerne, som blev udgravet af kommunisterne under Vietnamkrigen. De er en stor seværdighed i Vietnam, som du sagtens kan tage børnene med til. I har nemlig mulighed for at se og opleve på egen krop, hvordan det føles at kravle rundt i de klaustrofobiske tunneler.

Bjergvandring i Nordvietnam med børn

Hvis du overvejer at rejse med børnene nordpå til Sapa og de omkringliggende små bjergbyer, skal du måske overveje det en ekstra gang. Det er en tidskrævende og lidt omstændig rejse for børn, men det kan lade sig gøre. Vi anbefaler dog ikke, at man tager børn med under 5 år grundet den lange togrejse.

I skal forvente en transporttid på minimum 14 timer med tog. Der er forskellige tog, der kører fra Hanoi til Sapa, og det er smart at booke en vogn til familien i god tid. Vi anbefaler, at du og din familie booker en luksusvogn, så I kan få lidt søvn på turen. Vognene er på trods af benævnelsen “luksus” ofte lidt primitive, men har dog det mest nødvendige såsom sengeplads, et lille bord med en lampe og store vinduer, der giver jer mulighed for at nyde det smukke landskab, I passerer undervejs.

Når du booker overnatning i eller omkring Sapa, er det vigtigt at gøre hotellet opmærksom på, at I gerne vil hentes ved toget, når I ankommer. Ligeledes skal du også bede dem køre jer tilbage til toget, når turen går tilbage til Hanoi. For distancerne i Nordvietnam kan godt snyde. Det, vi danskere tror, er en lille gåtur, kan vise sig at være flere kilometer væk. Hav det i baghovedet, når I begiver jer ud på eventyr i Nordvietnam. Det er også en af grundene til, at I skal have en lokal guide med jer, hvis I vil ud at vandre.

Badeferie i Vietnam med børn

Vietnam kan sagtens være badeferie. Et stykke fra Hanoi ligger den populære Ha Long Bay, og vi kan anbefale dig at booke en sejltur ud til den smukke bugt sammen med børnene. I bugten sejler I rundt mellem kæmpe kalkstensklipper i smaragdgrønt vand. Flere steder kan I hoppe i vandet og blive afkølet. Det er en god ide at booke en af de sejlture, der giver mulighed for at komme i land på paradisstrandene, specielt hvis I har mindre børn med. Her kan I lege i sandet eller prøve aktiviteter såsom kajak.

Vietnam har også gode strande, hvis I bevæger jer mod Central Vietnam og Sydvietnam. Her kan I bade og snorkle hele dagen lang.

5 børnevenlige strande i Vietnam:

  • Whale Island ud for Nha Trang (Central Vietnam)
  • China Beach ved Da Nang (Central Vietnam)
  • Doc Lec Beach Nha Trang (Central Vietnam)
  • Phu Quoc Islands mange strande (Sydvietnam)
  • Con Dao Islands mange strande (Sydvietnam)

10 praktiske råd

Når du skal planlægge en rejse til Vietnam med børn, vil vi anbefale dig følgende:

  1. Planlæg en rejse med mange aktiviteter.
    Læs her om oplevelser i Vietnam >>
  2. Sørg for at booke alle hoteller hjemmefra, så du er sikker på, at der er plads på de børnevenlige hoteller. I højsæsonen kan du risikere, at de er optagede. Budgethotellerne er ikke nødvendigvis så gode, når du rejser med børn.

  3. Book også al transfer fra lufthavn til hotel hjemmefra. De vietnamesiske taxachauffører kan være specielle og finde på at køre dig omveje for at lokke dig med til andre hoteller og seværdigheder, som de får penge for. Det vil være bedst for dig, der rejser med børn, at tilbringe så lidt tid i trafikken som muligt.
  4. Husk vaccinationer. Spørg altid en læge hvilke vaccinationer, børnene skal have.
  5. Forbered dine børn på, at der kan være varmt i Vietnam, og at det er helt normalt at svede. Bliver det for varmt, kan I søge indendøre i centre eller museer, hvor der altid vil være aircondition. Husk at mebringe solcreme med høj faktor og gerne en hat, så børnene ikke bliver forbrændte i hovedbunden.
  6. Pas godt på børnene i trafikken. Den er voldsom, og det er ikke alle steder, at der er fortorve. Sørg for at dine børn holder en voksen i hånden og altid går inderst.
  7. Hav renseservietter og desinficerende væske med i tasken og sørg for at rengøre børnenes hænder og ansigt et par gange om dagen. En god hygiejne sikrer, at I ikke bliver syge af de bakterier, som I møder i Vietnam, og som jeres kroppe måske ikke er vant til.
  8. Drik ikke vandet fra hanerne. Køb rigeligt med vand på flaske, så du altid har en ved hånden.
  9. Medbring myggespray og salve mod insektbid, så du undgår infektioner, hvis børnene kradser i deres myggestik.
  10. Husk at tage én ting ad gangen og pak ikke dagen med alt for mange aktiviteter. Det er rart at kunne tage et afbræk i parkerne – og med børn er det også rart at kunne være impulsive, hvis nu de ser noget på vejen, som de synes er spændende.

Vi håber, at du har fået mod på at rejse med børn til Vietnam.

Landet er absolut en god familiedestination, og generelt har vietnameserne stor kærlighed til børn. Du vil opleve, at de kommer hen og hilser på børnene, klapper dem på hovedet og måske krammer dem. Det er helt uskyldigt og almindelig venlighed for de lokale i Vietnam. I skal nok få en rigtig god behandling, når I er af sted med børnene i Vietnam.

REJSETID

Cirka 16 timer med fly fra KBH

GODT AT KOMBINERE MED

Laos og Cambodia - også kaldet Det Franske Indokina.

VALUTA

Den vietnamesiske valuta hedder Dong (VND). Medbring gerne lidt dollars i kontant. Visa og Mastercard kan benyttes på hoteller og restauranter.

VISA

Danskere skal ikke have visum ved ophold under 15 dage. Dit pas skal være gyldigt i min. 90 dage fra indrejsedato, og du skal fremvise en gyldig returbillet for udrejse inden 15 dage fra indrejsedatoen. Ophold af længere varighed kræver visum.

SPROG

Vietnamesere er generelt gode til at tale engelsk i de større byer og turistområder. En miniparlør med de vigtigste ord og sætninger kan dog være en fordel at have med.